Ål-right det er er slut

Under denne lidt kisket meta-hilsen i overskriften til afdøde Erhart Jacobsen vil jeg prøve at skrive lidt om mit forhold til Marianne Jelveg. Og det er egentligt historie om, at jeg har kæmpet imod hele tiden. Jeg ville egentligt godt være fri for at have respekt for hende. Sådan gik det ikke helt.

Jeg så Marianne Jelveg første gang til det radikale Issefjord-stævne i Holbæk 1986 eller1987. Talerne var Lone Dybkjær og David Rehling, dengang Direktør for Danmarks Naturfredningsforening . Man talte om miljøpolitik. Under den efterfølgende debat var der en Marianne et eller andet, med noget strittende hår og åbenbart medlem Gundsø kommunalbestyrelse, der hele tiden stilte irriterende spørgsmål, som faktisk gjorde Lone Dybkjær betydelig vred. Der var faktisk ved at blive en lidt småpinlig stemning i salen. Min veninde og jeg undres os meget over, at der fandtes så små talenter i det radikale Venstre.

Så opdaget jeg hende faktisk ikke før hun havde taget komandoen i det Radikale folketings-gruppe et par år senere i 1988. Jeg var yderst skeptisk. På det tidspunkt var mine og de radikales veje så også ved, at gå hvert til sit. Jeg var dog overbevidst om, at når Niels Helveg kom tilbage til gruppen efter hans lidt mislykkedes tur i Økonomiministeriet, så ville den politiske parentes Mariannes Jelvegs tid være færdig. Sådan gik det som bekendt ikke. Men jeg var færdig med at undervurdere hende.

Hun sagde mig ikke det store i mange år. Heller ikke i hendes ministertid. Hun havde dog det plus, at hendes personlige udstråling havde den der "jeg er sgu er sgu ligeglad hvad i mener, for jeg mener hvad jeg mener og jeg har ret attityde" over sig, det virket dejligt befriende i en tid, hvor spinderiet i dansk politik langsomt trængte frem. Men politisk var hun mig fjern. Og de radikale deltog efter min vurdering i mange tåbelige ting i regeringstiden. Herunder særligt arbejdsmarkedetpolitikken.
Den afgørende grund til jeg stemte imod Euroen i 2000, udover at det var et yderst gammel ide som var vanskelig at se den helt store gavn af, i et moderne informationssamfund, var faktisk en stor irritation over Mariannes Jelvegs argumentation. Jeg kunne ikke se de økonomiske argumenter og det kan jeg stadigvæk ikke. Euroen kan efter min mening kun sælges som et politisk integrations projekt eller et kulturelt markeringsprojekt. Alså så har vi ligesom de samme mønter i Europa og så ligner vi da hinanen lidt, ikke !.

Jeg så forøvrigt Jelveg live igen i 1999 eller 2000 til et radikalt stævne på Holbæk Seminarium. Denne gang i selskab med Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen. Lykketoft kan vi bare glemme. Men opgøret mellem Fogh og Jelveg var retorisk skrapt, veloplagt og dybt facinerende. Emnet var den fritvalgs-reform Fogh havde lanceret på det tidspunkt. Man kan sige at de 2 kombattanter dyrket, hver sin sport. Fogh var kunstskøjteløberen, som med sit lette løb hen over isen, med sindrige trinkombinationer, hurtige piruetter, sikkert landet maskuline trippel salkows, fremmanet billedet af den plejekrævende folkepensionist, som synes han havde fået en lykkelige tilværelse og mere indflydelse på sin egen situation via frit valgs-reformen. Marianne Jelveg Rugby-spilleren med de hårde, men fair tacklinger bagfra helt nede ved anklerne. Om hvor dyrt det vil blive, hvor bureaukratisk osv.
Men trods denne oplevelse var Jelveg ikke rigtig trådt i karakter for mig endnu.

Efter valget 2001 var vi mange der ikke troet på, at Fogh i virkelgheden villle bassere hele sin politik på DF. Og hvis han ville, så ville DF da sikkert bryde sammen eller nogen venstrefolk får for meget. Der tog vi så fejl.
Jeg synes at de radikale var det parti som hurtigst fandt ud af, hvad det drejet sig om. At komme i oposition hurtigst muligt. Og ikke bare sådan rent positionmæssigt, men på det politisk indhold. Og da VKO i første omgang mest lavet politiske forandringer på politikområder som de radikale traditionelt havde satset på og haft stor indflydelse på ( f.eks asyl og integration) synes det valg jo let. Men at de radikale i den grad fik pladsen for sig selv skyldes jo i den grad, at socialdemokraterne ikke ville noget som helst, ikke mente noget som helst. Og Holger K. Nielsens søvnighed var taget til.

Jeg så Marianne tale som undervisningsordfører i folketinget i periode 2001-2005 flere gange. Det var fremragende. Det var så klart, hvor i forskellen på radikalt undervisning politik og regerings politik bestod. Og det blev i virkeligheden også klart, at trods de mange år i kompagniskab med socialdemokraterne, så havde de faktisk aldrig forstået det radikale budskab. Jeg synes det sås på flere andre områder. Skellet med de radikale og socialdemokraterne var i virkeligheden ligeså stor som mellem de radikale og regeringen.

Den Radikale valgkamp i 2005 var rigtig god selvom jeg ikke stemte på dem. Megasejr. Jelveg var den der gik i kødet på Fogh. Socialdemokraterne var stort set kolapset. Under Muhamed-krisen kan jeg husket en meningsmåling, som sagde 18 % til de radikale og 19 % socialdemokraterne. Og når de ikke var brudt helt sammen, kom socialdemokraterne forfjamsket frem af deres musehuller og piv og nu mente de da det samme som regeringen. Speciel ved deres tilslutning til skattestopet må man have vist, at så blev man nok ikke venner med de radikale.

De radikale stod politisk reelt uden venner. Regeringen blastet og bundet af samarbejdet med DF og deres kontrakt-politik og socialdemokraterne reelt indisponibel, det meste af tiden. Og når man endelig meldte noget var det altid i den modsat retning af de radikales politik. Hvad gør man så, når man er i medvind og synes man har den rigtige politik, man peger på sig selv som den kommende statsminister. Selvfølgelig gør man det. Og man lader det ledsage af nogen politiske sagspørgsmål som man ikke vil flytte sig på. Og da speciel efter et valg hvor man har suget 1000-vis af gamle socialdemokrater og SF vælgere til sig. Politisk kunne jeg ikke set nogen mulighed for at lukke op for samarbejde med Fogh og stagtegisk ville dette også have været døden, for det nye radikale vælgerkorps er yderst spetisk overfor Fogh. Og socialdemokraterne ville ikke noget.

Den stagtigi får man ikke venner af. Slet ikke. Hverken i det politiske liv eller hos pressen. Denne nærmest maniske fastholdelse af meningen med politik, altså vi har noget politik, som vi mener i dag og i morgen og vi vil have magten for at kunne gennemføre den, skabte stor respekt hos mig for Jelveg.

De rigtige gode politikere er dem, der tænker visionært, fremmedrettet, fastholder deres kurs og lykkedes med at gennemføre deres politik. De næstbedste er dem der gør det samme og mislykkedes med projektet.
Resten af feltet er bare lige meget.

Jelveg rykket med den 2. vej klart op blandt de næstbedste. Havde vi fået et valg, hvor de radikale havde fået 25 mandater og deres stemmer havde været afgørende, havde stagtegien kunne lykkedes. Hun kunne være blivet statsminister og hun ville kunne gennemføre, i hvert fald nogen af de "ultimative" krav. Men det ville kun kunne lykkedes, hvis det var meldt ud på forhånd. Det slags lykkedes kun, hvis vælgerne ved, at det er sådan man vil agere.

Det gik ikke. Men det gør ikke stagtegien mindre rigtig. Og Jelveg gå ned med sit projekt, men overlader pladsen til Vestager, tilpas lang tid efter skabelsen af NA, så hun kunne tage tæskene, men på et tidspunkt hvor Vestager har god tid til at få markeret sig inden næste valg. En fornem måde, at gå ud af døren på.

Og efter næste valg, hvor de radikale formentlig vil ramme stort set det samme resultat som i 2005 vil Jelveg have stor andel i det. Fordi hun simpelthen har vist stor respekt for de vælgere, som stemte på dem sidst. Havde hun bare gået ind i formaliseret samarbejde med et socialdemokrati, der havde voldsom travlt med at kopier regeringes politik, ja så havde hun ikke taget dem alvorligt.

Det er slut. Og hun har egentlig også siddet alt for længe på den post. Den slags poster skal man efter min mening være forsigtig med at have i over 10 år. Men lidt trist at hun faldt på sit modigste projekt. Heldigvis har hun så fået bikset Vestager på plads og jeg tror helt klart, at det er den bedste løsning lige nu. Vestager melder selvfølgelig nye tider ud sådan positionsmæssigt. Men da politiken stadig er den samme er det voldsom svært, at se en åbning overfor regeringen.

Henrik Hansen