En total forbløffende, utrolig, overraskende god weekend for stem Blankt til folkeafstemning den 7 Juni, bevægelse. For os, der i blogossfæren absolute udkrog, har prøvet at puste liv i denne meget døde sild i over halvt år, var det jubelstunder.
Som tidliger beskrevet spændte statsministriet jo gevaldig ben for sig selv med sin kampagne/propaganda- film. I alle de store blade og DR var af kritik af både filmens helt oplagte tendens og af, at den var en kopi. Det sidste havde man selvfølgelig kunne læse på adskellige blogs og facebook-forums en dag før mainstream-pressen opdaget det.
Så spillet den radikale næstformand Zenia Stampe ud ( Nået det konglige TV2 med sit budskab), så Simon Emil Amitzbøll, der var debat på P1, Jyllandposten skrev "Tronfølgeloven flopper". En lavine af debat og synspunkter. Og ser man efter i dabattrådene til avisartiklerne, ja så er blankt og nej-folket suverænt dominerende alle steder.
Kunne det blive bedre ?. Kunne der komme endnu et højdepunkt ?. Jo da. Vi manglet jo ballens Dronning. Marianne Jelveg. Hun spillet ud med et tordende, klingende klart, måske blankt. Lidt mobning fra bl.a Pia K. og ifølge eget udsagn en lidt usikker læringsproces, har nu fået hende til om ikke, til at danse af, men så til kun, at danse hjemme. Men med så store politiske aktører som Marianne Jelveg, er bare et glimt af balkjolen jo et flot, oplevelserigt skue.
Stormen ser ud til at være løjet lidt af her tirsdag. Men Slutspurten skal sættes ind nu. Hvad kan vi forvente os ?. Et SF-folketingsmedlem som bliver taget i at mene noget ?. Ah det er måske for meget forlangt !. Partierne spiller total pas i denne folkeafstemning. Dette er en rent græsrodkampagne og spænende om et sådan kan sætte rekord for antallet af blanke stemmer ved en afstemning i Danmark. Over 10 % blanke stemmer, kunne være et flot mål. Som altid, bland jer alle steder. Det er trods weekenden jubel stunder, brug for at afstemningen opdagens og speciel grundlovs-aspekterne betones kraftig. Læs Simon Emils Amitzbøll fine velargumenteret blogindlæg her. Det kan næsten ike gøre klogere.
Så valgvejret er lunt. Det kan måske lade sig gøre, om ikke at vinde den folkeafstemning så måske at tabe den med så lidt, at forslaget falder.
Henrik Hansen
PS: Ja og så har blogossfære sande kunstner Mester Hargi/ M. Larsen jo vist sit store "man kan altid gå med røven bar sind" ved simpelthen at gøre en af demokratiets remedier, nemlig valgkortet til en del af et kunstværk. Gå hjem og vug Uwe Max Jensen !. Det er næsten opfindsomt. Næsten så meget, at man ikke gider, at blive harm over, at han ikke støtter sin gamle kammerats kampagne. Han anbefaller, at man afstå fra at stemme.
Viser opslag med etiketten marianne jelveg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten marianne jelveg. Vis alle opslag
13. okt. 2008
Det er famne så trist. De radikale og Simon Emil
Simon Emil Ammitzbøll har forladt de radikale. Når jeg i sidste valgkamp tog tester på de forskellige dagblade og tv-stationers hjemmesider om hvilke politikere jeg var mest enig med, kom Simon Emil næsten altid op som en af de 3 bedste match. Og jeg har altid godt kunne lide mandens personlighed.
Jeg endte dog med, bare at stemme på partiet. Jeg var skuffet over deres ændring
ang. 24 timmers-regel og synes at Simon Emil burde have meldt mere selvstændig ud. Vi ved nu at Simon Emil Ammitzbøll følte sig frustreret og bundet. Og det skal noteres, at han i valgkampen var meget loyal.
Men da han blev valgt var jeg alligevel tilfreds med det. I politik er det sjældent man får det 100 % som man vil have det.
Hans angreb mod Vestager var helt utroligt råt og unødigt personligt. Begrebet foræder ( Om Vestager), spærret faktisk for at han rigtig fik rejst den debat i partiet om dens holdninger og positioner, som der helt entydigt er behov for.
Sådan som jeg ser der, jeg kommer ikke på de indre koridorer hos de radikale har Vestager taget situationen uhyre roligt.
Men partiet bløder og en af de mest radikale politikere sidder udefor gruppen. Trist. Men det virker selvvalgt for mig. Der er for lidt for meget, og undskyld utrykket , drama-queen over det, for min smag. Jeg kunne ikke se en løsning uden at Simon Emil Ammitzbøll, havde modereret den personlige del af angrebene.
Det radikale problem generelt
Problemet er i grunden jo, at sådan som de politiske kort var delt ud i sidste valgperiode, ja så var Marianne Jelvegs den anden vej projekt, faktisk det rigtige. Det var rigtig set. Den var vælgerne og specielt pressen så ikke med på. Man fik store høvl. Men jeg tror faktisk de Radikale havde klaret det valg bedre, ved at have ladet Jelveg blive ved roret. Men det ville hun jo ikke selv og der var vel helle ikke mange som støttet det. Trussel fra NA blev klart overvuderet og imens tømte Villy bussen.
Partiet har stadig en meget venstreorienteret ( speciel i værdikampen) vælgerbase og jeg mener ikke hvis de skal i regering, reelt har andre muligheder end Soc.dem og SF. SF er nu næsten rendt fra alle de områder hvor de radikale og Sf var enig og uenig med soc.dem, uden det på nogen måde har givet de Radikale nogen af deres vælgere tilbage. Men den eneste gang de radikale har rykket lidt i meningsmålingerne var efter angrebet i Pakistan, hvor Vestager mente at vi DK skulle overveje, en anden udenrigspolitik.
Men de radikale er nu små og de kan reelt ikke spille på begge heste. V og C har entydigt igen parkeret sig på den DFske parkeringsplads. Hvor bilen står meget stille. Formandsskriftet hos de konservative har ikke betydet at C flytter sig den vej. Overhovedet ikke.
Jamen, kan det så ikke bare løse ved at skrife Vestager ud. Nej, jeg tror det ikke. De radikale har bare en tung tid nu som bl.a skyldes at tager noget noget tid , før folk som er hoppet med på en så flot flyvende volvo som Villys SF, f opdager, at der ikke så meget luft i hjulene.
De radikale har rodet med at lave Socialplan 2015 som det store politiske projekt. Det er der ikke rigtig nogen som har opdaget udenfor kredsen. Men Socialplan 2015 er på mange måder et projekt, som rammer den radikale sjæl.
Nu er ingen som regner de radikale for noget og de rammer kun aviserne når de spænder ben for sig selv. Men-men- SF og Socialdemokraterne skal jo på et tidspunkt forklare hvordan de vil danne regering. De kan de under ingen omstændigheder uden en forståelsen med de radikale. Det kan soc.dem og SF jo godt lege nu. Men-men- jo tætter vi kommer på en valgdag jo mere skal det spørgsmål jo besvares.
Skal de radikale så give sig til at slås om lederposten nu. Nej. De ligger på valgresultatet i meningsmålingerne. De ligger mange politiske forslag frem. Vestager har på ingen måde overreageret i Simon Emil-sagen. Vestager har mig bekendt ikke dårlig kemi med nogen af de andre partiledere.
En kamp om formandsposten nu, vil kun kunne tilfredsstille de sadomasochistiske gener som er hos dele af både tillidsfolk og vælgerkrops. Ja det går tungt nu. De vælgere som blev erobret i 2005 valget er væk. Vælgere som valgte de radikale fordi de var mest entydige opposition til regeringen. De kommer ikke tilbage før luften går ud af SF.
Henrik Hansen
Jeg endte dog med, bare at stemme på partiet. Jeg var skuffet over deres ændring
ang. 24 timmers-regel og synes at Simon Emil burde have meldt mere selvstændig ud. Vi ved nu at Simon Emil Ammitzbøll følte sig frustreret og bundet. Og det skal noteres, at han i valgkampen var meget loyal.
Men da han blev valgt var jeg alligevel tilfreds med det. I politik er det sjældent man får det 100 % som man vil have det.
Hans angreb mod Vestager var helt utroligt råt og unødigt personligt. Begrebet foræder ( Om Vestager), spærret faktisk for at han rigtig fik rejst den debat i partiet om dens holdninger og positioner, som der helt entydigt er behov for.
Sådan som jeg ser der, jeg kommer ikke på de indre koridorer hos de radikale har Vestager taget situationen uhyre roligt.
Men partiet bløder og en af de mest radikale politikere sidder udefor gruppen. Trist. Men det virker selvvalgt for mig. Der er for lidt for meget, og undskyld utrykket , drama-queen over det, for min smag. Jeg kunne ikke se en løsning uden at Simon Emil Ammitzbøll, havde modereret den personlige del af angrebene.
Det radikale problem generelt
Problemet er i grunden jo, at sådan som de politiske kort var delt ud i sidste valgperiode, ja så var Marianne Jelvegs den anden vej projekt, faktisk det rigtige. Det var rigtig set. Den var vælgerne og specielt pressen så ikke med på. Man fik store høvl. Men jeg tror faktisk de Radikale havde klaret det valg bedre, ved at have ladet Jelveg blive ved roret. Men det ville hun jo ikke selv og der var vel helle ikke mange som støttet det. Trussel fra NA blev klart overvuderet og imens tømte Villy bussen.
Partiet har stadig en meget venstreorienteret ( speciel i værdikampen) vælgerbase og jeg mener ikke hvis de skal i regering, reelt har andre muligheder end Soc.dem og SF. SF er nu næsten rendt fra alle de områder hvor de radikale og Sf var enig og uenig med soc.dem, uden det på nogen måde har givet de Radikale nogen af deres vælgere tilbage. Men den eneste gang de radikale har rykket lidt i meningsmålingerne var efter angrebet i Pakistan, hvor Vestager mente at vi DK skulle overveje, en anden udenrigspolitik.
Men de radikale er nu små og de kan reelt ikke spille på begge heste. V og C har entydigt igen parkeret sig på den DFske parkeringsplads. Hvor bilen står meget stille. Formandsskriftet hos de konservative har ikke betydet at C flytter sig den vej. Overhovedet ikke.
Jamen, kan det så ikke bare løse ved at skrife Vestager ud. Nej, jeg tror det ikke. De radikale har bare en tung tid nu som bl.a skyldes at tager noget noget tid , før folk som er hoppet med på en så flot flyvende volvo som Villys SF, f opdager, at der ikke så meget luft i hjulene.
De radikale har rodet med at lave Socialplan 2015 som det store politiske projekt. Det er der ikke rigtig nogen som har opdaget udenfor kredsen. Men Socialplan 2015 er på mange måder et projekt, som rammer den radikale sjæl.
Nu er ingen som regner de radikale for noget og de rammer kun aviserne når de spænder ben for sig selv. Men-men- SF og Socialdemokraterne skal jo på et tidspunkt forklare hvordan de vil danne regering. De kan de under ingen omstændigheder uden en forståelsen med de radikale. Det kan soc.dem og SF jo godt lege nu. Men-men- jo tætter vi kommer på en valgdag jo mere skal det spørgsmål jo besvares.
Skal de radikale så give sig til at slås om lederposten nu. Nej. De ligger på valgresultatet i meningsmålingerne. De ligger mange politiske forslag frem. Vestager har på ingen måde overreageret i Simon Emil-sagen. Vestager har mig bekendt ikke dårlig kemi med nogen af de andre partiledere.
En kamp om formandsposten nu, vil kun kunne tilfredsstille de sadomasochistiske gener som er hos dele af både tillidsfolk og vælgerkrops. Ja det går tungt nu. De vælgere som blev erobret i 2005 valget er væk. Vælgere som valgte de radikale fordi de var mest entydige opposition til regeringen. De kommer ikke tilbage før luften går ud af SF.
Henrik Hansen
18. jun. 2007
Ål-right det er er slut
Under denne lidt kisket meta-hilsen i overskriften til afdøde Erhart Jacobsen vil jeg prøve at skrive lidt om mit forhold til Marianne Jelveg. Og det er egentligt historie om, at jeg har kæmpet imod hele tiden. Jeg ville egentligt godt være fri for at have respekt for hende. Sådan gik det ikke helt.
Jeg så Marianne Jelveg første gang til det radikale Issefjord-stævne i Holbæk 1986 eller1987. Talerne var Lone Dybkjær og David Rehling, dengang Direktør for Danmarks Naturfredningsforening . Man talte om miljøpolitik. Under den efterfølgende debat var der en Marianne et eller andet, med noget strittende hår og åbenbart medlem Gundsø kommunalbestyrelse, der hele tiden stilte irriterende spørgsmål, som faktisk gjorde Lone Dybkjær betydelig vred. Der var faktisk ved at blive en lidt småpinlig stemning i salen. Min veninde og jeg undres os meget over, at der fandtes så små talenter i det radikale Venstre.
Så opdaget jeg hende faktisk ikke før hun havde taget komandoen i det Radikale folketings-gruppe et par år senere i 1988. Jeg var yderst skeptisk. På det tidspunkt var mine og de radikales veje så også ved, at gå hvert til sit. Jeg var dog overbevidst om, at når Niels Helveg kom tilbage til gruppen efter hans lidt mislykkedes tur i Økonomiministeriet, så ville den politiske parentes Mariannes Jelvegs tid være færdig. Sådan gik det som bekendt ikke. Men jeg var færdig med at undervurdere hende.
Hun sagde mig ikke det store i mange år. Heller ikke i hendes ministertid. Hun havde dog det plus, at hendes personlige udstråling havde den der "jeg er sgu er sgu ligeglad hvad i mener, for jeg mener hvad jeg mener og jeg har ret attityde" over sig, det virket dejligt befriende i en tid, hvor spinderiet i dansk politik langsomt trængte frem. Men politisk var hun mig fjern. Og de radikale deltog efter min vurdering i mange tåbelige ting i regeringstiden. Herunder særligt arbejdsmarkedetpolitikken.
Den afgørende grund til jeg stemte imod Euroen i 2000, udover at det var et yderst gammel ide som var vanskelig at se den helt store gavn af, i et moderne informationssamfund, var faktisk en stor irritation over Mariannes Jelvegs argumentation. Jeg kunne ikke se de økonomiske argumenter og det kan jeg stadigvæk ikke. Euroen kan efter min mening kun sælges som et politisk integrations projekt eller et kulturelt markeringsprojekt. Alså så har vi ligesom de samme mønter i Europa og så ligner vi da hinanen lidt, ikke !.
Jeg så forøvrigt Jelveg live igen i 1999 eller 2000 til et radikalt stævne på Holbæk Seminarium. Denne gang i selskab med Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen. Lykketoft kan vi bare glemme. Men opgøret mellem Fogh og Jelveg var retorisk skrapt, veloplagt og dybt facinerende. Emnet var den fritvalgs-reform Fogh havde lanceret på det tidspunkt. Man kan sige at de 2 kombattanter dyrket, hver sin sport. Fogh var kunstskøjteløberen, som med sit lette løb hen over isen, med sindrige trinkombinationer, hurtige piruetter, sikkert landet maskuline trippel salkows, fremmanet billedet af den plejekrævende folkepensionist, som synes han havde fået en lykkelige tilværelse og mere indflydelse på sin egen situation via frit valgs-reformen. Marianne Jelveg Rugby-spilleren med de hårde, men fair tacklinger bagfra helt nede ved anklerne. Om hvor dyrt det vil blive, hvor bureaukratisk osv.
Men trods denne oplevelse var Jelveg ikke rigtig trådt i karakter for mig endnu.
Efter valget 2001 var vi mange der ikke troet på, at Fogh i virkelgheden villle bassere hele sin politik på DF. Og hvis han ville, så ville DF da sikkert bryde sammen eller nogen venstrefolk får for meget. Der tog vi så fejl.
Jeg synes at de radikale var det parti som hurtigst fandt ud af, hvad det drejet sig om. At komme i oposition hurtigst muligt. Og ikke bare sådan rent positionmæssigt, men på det politisk indhold. Og da VKO i første omgang mest lavet politiske forandringer på politikområder som de radikale traditionelt havde satset på og haft stor indflydelse på ( f.eks asyl og integration) synes det valg jo let. Men at de radikale i den grad fik pladsen for sig selv skyldes jo i den grad, at socialdemokraterne ikke ville noget som helst, ikke mente noget som helst. Og Holger K. Nielsens søvnighed var taget til.
Jeg så Marianne tale som undervisningsordfører i folketinget i periode 2001-2005 flere gange. Det var fremragende. Det var så klart, hvor i forskellen på radikalt undervisning politik og regerings politik bestod. Og det blev i virkeligheden også klart, at trods de mange år i kompagniskab med socialdemokraterne, så havde de faktisk aldrig forstået det radikale budskab. Jeg synes det sås på flere andre områder. Skellet med de radikale og socialdemokraterne var i virkeligheden ligeså stor som mellem de radikale og regeringen.
Den Radikale valgkamp i 2005 var rigtig god selvom jeg ikke stemte på dem. Megasejr. Jelveg var den der gik i kødet på Fogh. Socialdemokraterne var stort set kolapset. Under Muhamed-krisen kan jeg husket en meningsmåling, som sagde 18 % til de radikale og 19 % socialdemokraterne. Og når de ikke var brudt helt sammen, kom socialdemokraterne forfjamsket frem af deres musehuller og piv og nu mente de da det samme som regeringen. Speciel ved deres tilslutning til skattestopet må man have vist, at så blev man nok ikke venner med de radikale.
De radikale stod politisk reelt uden venner. Regeringen blastet og bundet af samarbejdet med DF og deres kontrakt-politik og socialdemokraterne reelt indisponibel, det meste af tiden. Og når man endelig meldte noget var det altid i den modsat retning af de radikales politik. Hvad gør man så, når man er i medvind og synes man har den rigtige politik, man peger på sig selv som den kommende statsminister. Selvfølgelig gør man det. Og man lader det ledsage af nogen politiske sagspørgsmål som man ikke vil flytte sig på. Og da speciel efter et valg hvor man har suget 1000-vis af gamle socialdemokrater og SF vælgere til sig. Politisk kunne jeg ikke set nogen mulighed for at lukke op for samarbejde med Fogh og stagtegisk ville dette også have været døden, for det nye radikale vælgerkorps er yderst spetisk overfor Fogh. Og socialdemokraterne ville ikke noget.
Den stagtigi får man ikke venner af. Slet ikke. Hverken i det politiske liv eller hos pressen. Denne nærmest maniske fastholdelse af meningen med politik, altså vi har noget politik, som vi mener i dag og i morgen og vi vil have magten for at kunne gennemføre den, skabte stor respekt hos mig for Jelveg.
De rigtige gode politikere er dem, der tænker visionært, fremmedrettet, fastholder deres kurs og lykkedes med at gennemføre deres politik. De næstbedste er dem der gør det samme og mislykkedes med projektet.
Resten af feltet er bare lige meget.
Jelveg rykket med den 2. vej klart op blandt de næstbedste. Havde vi fået et valg, hvor de radikale havde fået 25 mandater og deres stemmer havde været afgørende, havde stagtegien kunne lykkedes. Hun kunne være blivet statsminister og hun ville kunne gennemføre, i hvert fald nogen af de "ultimative" krav. Men det ville kun kunne lykkedes, hvis det var meldt ud på forhånd. Det slags lykkedes kun, hvis vælgerne ved, at det er sådan man vil agere.
Det gik ikke. Men det gør ikke stagtegien mindre rigtig. Og Jelveg gå ned med sit projekt, men overlader pladsen til Vestager, tilpas lang tid efter skabelsen af NA, så hun kunne tage tæskene, men på et tidspunkt hvor Vestager har god tid til at få markeret sig inden næste valg. En fornem måde, at gå ud af døren på.
Og efter næste valg, hvor de radikale formentlig vil ramme stort set det samme resultat som i 2005 vil Jelveg have stor andel i det. Fordi hun simpelthen har vist stor respekt for de vælgere, som stemte på dem sidst. Havde hun bare gået ind i formaliseret samarbejde med et socialdemokrati, der havde voldsom travlt med at kopier regeringes politik, ja så havde hun ikke taget dem alvorligt.
Det er slut. Og hun har egentlig også siddet alt for længe på den post. Den slags poster skal man efter min mening være forsigtig med at have i over 10 år. Men lidt trist at hun faldt på sit modigste projekt. Heldigvis har hun så fået bikset Vestager på plads og jeg tror helt klart, at det er den bedste løsning lige nu. Vestager melder selvfølgelig nye tider ud sådan positionsmæssigt. Men da politiken stadig er den samme er det voldsom svært, at se en åbning overfor regeringen.
Henrik Hansen
Jeg så Marianne Jelveg første gang til det radikale Issefjord-stævne i Holbæk 1986 eller1987. Talerne var Lone Dybkjær og David Rehling, dengang Direktør for Danmarks Naturfredningsforening . Man talte om miljøpolitik. Under den efterfølgende debat var der en Marianne et eller andet, med noget strittende hår og åbenbart medlem Gundsø kommunalbestyrelse, der hele tiden stilte irriterende spørgsmål, som faktisk gjorde Lone Dybkjær betydelig vred. Der var faktisk ved at blive en lidt småpinlig stemning i salen. Min veninde og jeg undres os meget over, at der fandtes så små talenter i det radikale Venstre.
Så opdaget jeg hende faktisk ikke før hun havde taget komandoen i det Radikale folketings-gruppe et par år senere i 1988. Jeg var yderst skeptisk. På det tidspunkt var mine og de radikales veje så også ved, at gå hvert til sit. Jeg var dog overbevidst om, at når Niels Helveg kom tilbage til gruppen efter hans lidt mislykkedes tur i Økonomiministeriet, så ville den politiske parentes Mariannes Jelvegs tid være færdig. Sådan gik det som bekendt ikke. Men jeg var færdig med at undervurdere hende.
Hun sagde mig ikke det store i mange år. Heller ikke i hendes ministertid. Hun havde dog det plus, at hendes personlige udstråling havde den der "jeg er sgu er sgu ligeglad hvad i mener, for jeg mener hvad jeg mener og jeg har ret attityde" over sig, det virket dejligt befriende i en tid, hvor spinderiet i dansk politik langsomt trængte frem. Men politisk var hun mig fjern. Og de radikale deltog efter min vurdering i mange tåbelige ting i regeringstiden. Herunder særligt arbejdsmarkedetpolitikken.
Den afgørende grund til jeg stemte imod Euroen i 2000, udover at det var et yderst gammel ide som var vanskelig at se den helt store gavn af, i et moderne informationssamfund, var faktisk en stor irritation over Mariannes Jelvegs argumentation. Jeg kunne ikke se de økonomiske argumenter og det kan jeg stadigvæk ikke. Euroen kan efter min mening kun sælges som et politisk integrations projekt eller et kulturelt markeringsprojekt. Alså så har vi ligesom de samme mønter i Europa og så ligner vi da hinanen lidt, ikke !.
Jeg så forøvrigt Jelveg live igen i 1999 eller 2000 til et radikalt stævne på Holbæk Seminarium. Denne gang i selskab med Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen. Lykketoft kan vi bare glemme. Men opgøret mellem Fogh og Jelveg var retorisk skrapt, veloplagt og dybt facinerende. Emnet var den fritvalgs-reform Fogh havde lanceret på det tidspunkt. Man kan sige at de 2 kombattanter dyrket, hver sin sport. Fogh var kunstskøjteløberen, som med sit lette løb hen over isen, med sindrige trinkombinationer, hurtige piruetter, sikkert landet maskuline trippel salkows, fremmanet billedet af den plejekrævende folkepensionist, som synes han havde fået en lykkelige tilværelse og mere indflydelse på sin egen situation via frit valgs-reformen. Marianne Jelveg Rugby-spilleren med de hårde, men fair tacklinger bagfra helt nede ved anklerne. Om hvor dyrt det vil blive, hvor bureaukratisk osv.
Men trods denne oplevelse var Jelveg ikke rigtig trådt i karakter for mig endnu.
Efter valget 2001 var vi mange der ikke troet på, at Fogh i virkelgheden villle bassere hele sin politik på DF. Og hvis han ville, så ville DF da sikkert bryde sammen eller nogen venstrefolk får for meget. Der tog vi så fejl.
Jeg synes at de radikale var det parti som hurtigst fandt ud af, hvad det drejet sig om. At komme i oposition hurtigst muligt. Og ikke bare sådan rent positionmæssigt, men på det politisk indhold. Og da VKO i første omgang mest lavet politiske forandringer på politikområder som de radikale traditionelt havde satset på og haft stor indflydelse på ( f.eks asyl og integration) synes det valg jo let. Men at de radikale i den grad fik pladsen for sig selv skyldes jo i den grad, at socialdemokraterne ikke ville noget som helst, ikke mente noget som helst. Og Holger K. Nielsens søvnighed var taget til.
Jeg så Marianne tale som undervisningsordfører i folketinget i periode 2001-2005 flere gange. Det var fremragende. Det var så klart, hvor i forskellen på radikalt undervisning politik og regerings politik bestod. Og det blev i virkeligheden også klart, at trods de mange år i kompagniskab med socialdemokraterne, så havde de faktisk aldrig forstået det radikale budskab. Jeg synes det sås på flere andre områder. Skellet med de radikale og socialdemokraterne var i virkeligheden ligeså stor som mellem de radikale og regeringen.
Den Radikale valgkamp i 2005 var rigtig god selvom jeg ikke stemte på dem. Megasejr. Jelveg var den der gik i kødet på Fogh. Socialdemokraterne var stort set kolapset. Under Muhamed-krisen kan jeg husket en meningsmåling, som sagde 18 % til de radikale og 19 % socialdemokraterne. Og når de ikke var brudt helt sammen, kom socialdemokraterne forfjamsket frem af deres musehuller og piv og nu mente de da det samme som regeringen. Speciel ved deres tilslutning til skattestopet må man have vist, at så blev man nok ikke venner med de radikale.
De radikale stod politisk reelt uden venner. Regeringen blastet og bundet af samarbejdet med DF og deres kontrakt-politik og socialdemokraterne reelt indisponibel, det meste af tiden. Og når man endelig meldte noget var det altid i den modsat retning af de radikales politik. Hvad gør man så, når man er i medvind og synes man har den rigtige politik, man peger på sig selv som den kommende statsminister. Selvfølgelig gør man det. Og man lader det ledsage af nogen politiske sagspørgsmål som man ikke vil flytte sig på. Og da speciel efter et valg hvor man har suget 1000-vis af gamle socialdemokrater og SF vælgere til sig. Politisk kunne jeg ikke set nogen mulighed for at lukke op for samarbejde med Fogh og stagtegisk ville dette også have været døden, for det nye radikale vælgerkorps er yderst spetisk overfor Fogh. Og socialdemokraterne ville ikke noget.
Den stagtigi får man ikke venner af. Slet ikke. Hverken i det politiske liv eller hos pressen. Denne nærmest maniske fastholdelse af meningen med politik, altså vi har noget politik, som vi mener i dag og i morgen og vi vil have magten for at kunne gennemføre den, skabte stor respekt hos mig for Jelveg.
De rigtige gode politikere er dem, der tænker visionært, fremmedrettet, fastholder deres kurs og lykkedes med at gennemføre deres politik. De næstbedste er dem der gør det samme og mislykkedes med projektet.
Resten af feltet er bare lige meget.
Jelveg rykket med den 2. vej klart op blandt de næstbedste. Havde vi fået et valg, hvor de radikale havde fået 25 mandater og deres stemmer havde været afgørende, havde stagtegien kunne lykkedes. Hun kunne være blivet statsminister og hun ville kunne gennemføre, i hvert fald nogen af de "ultimative" krav. Men det ville kun kunne lykkedes, hvis det var meldt ud på forhånd. Det slags lykkedes kun, hvis vælgerne ved, at det er sådan man vil agere.
Det gik ikke. Men det gør ikke stagtegien mindre rigtig. Og Jelveg gå ned med sit projekt, men overlader pladsen til Vestager, tilpas lang tid efter skabelsen af NA, så hun kunne tage tæskene, men på et tidspunkt hvor Vestager har god tid til at få markeret sig inden næste valg. En fornem måde, at gå ud af døren på.
Og efter næste valg, hvor de radikale formentlig vil ramme stort set det samme resultat som i 2005 vil Jelveg have stor andel i det. Fordi hun simpelthen har vist stor respekt for de vælgere, som stemte på dem sidst. Havde hun bare gået ind i formaliseret samarbejde med et socialdemokrati, der havde voldsom travlt med at kopier regeringes politik, ja så havde hun ikke taget dem alvorligt.
Det er slut. Og hun har egentlig også siddet alt for længe på den post. Den slags poster skal man efter min mening være forsigtig med at have i over 10 år. Men lidt trist at hun faldt på sit modigste projekt. Heldigvis har hun så fået bikset Vestager på plads og jeg tror helt klart, at det er den bedste løsning lige nu. Vestager melder selvfølgelig nye tider ud sådan positionsmæssigt. Men da politiken stadig er den samme er det voldsom svært, at se en åbning overfor regeringen.
Henrik Hansen
Abonner på:
Opslag (Atom)
