Jeg og Hr. Hargi gik i et par år til Ishockey i Fritids-centeret i Hvidovre og fulgte Hvidovre Isbjørnens mange hædersfulde nederlag. Vi stod altid på ståtribunen. Bag os stod en ung mand i 20- erne og slog på en tromme. Han var ikke en del af en større fangruppe, men passet sit urytmiske spil på egen hånd. Virkede heller ikke som om han havde nogen bekendte med. Han gav et indtryk af, at disse ugentlige hockey-games var hans egentlige glæde i livet. Engang til en kamp, hvor vi igen var bagud, og der igen var scoret på os i vores eget powerplay og vi slog den ene icing- puck efter den anden, var trommespillet åbenbart stoppet.
Lige pludseligt stod han foran os. Kigget på os og sagde.
"Trommen er død"
Der kunne ikke mere manes magi ud af trommen til fordel for Hvidovre Ishockey. Hr Hargi og jeg var sært berørt af denne begivenhed og har husket den siden. Jeg må jo indrømmet, at jeg mange gange i mit liv har følt af min tromme var død.
"Trommen er død" har ikke noget fast beat eller abonerer på fast ståsted i en eller anden kulturkamp. Den opstår a-hoc på de billige ståpladser. Måske bliver det ligegyldigt det hele, måske kan den ramme en tone eller 2 engang imellem som er væsentlig og som få andre har tænkt på.
Sjover end så, bliver det ikke.
Henrik Hansen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Tror faktisk at kunne huske at den omtalte kamp (hvor trommen dødede) var mod dødsfjenden "Rødover" (hvor man jo især husker det yndige tilråb til deres fans "Rødover bøsser er fulde af HIV, fulde af HIV, fulde af HIV"), men jeg indrømmer at det kan være en erindring, som udspringer af min trang til at mytologisere verden og dens begivenheder.
Mester Hargi (fra offenlig pc, da min egen netforbindelse er gået ned - øv)
Send en kommentar