Michael Blausun ved årets DM i enkelstart i Roskilde den 29 juni. Han blev nummer 7 efter bla. vinderen Lars Bak ( Foto Torsten Sylvest).
Siden 1974 har jeg været ramt af sygdommen "facination af cykelløb". Feberen har aldrig rigtig lagt sig og jeg drøner ud og ser al det cykelløb-live, som jeg komme i nærheden af. Både på landevejen og på banen i Ballerup. Og jeg ser også rigtig meget cykelløb på TV. Min kritiske sans f.eks mht doping-problematiken er forlængst begravet. For mig er det nærmest en del af underholdningen. F.eks den klassiske historie om den hollandske sprinter Gerben Kartens som efter en dopingkontrol blev ringet af dopingkontrolørerne, som kunne fortæle ham at han var gravid.
Cykelsport er jo kun, at en folk ryttere kører fra A til B og nogen kommer så før til B end de andre. Resten af indholdet skal vi digte selv.
Sådan en etape som den i søndags i Tour De France er jo egentlig simpel. Michael Rasmussen får sit hold til at holde udbrydere indebfor ca. 2 min. afstand. Så han kan køre efter dem på et tidspunkt. Han går i udbrud og kører helt op til spidsen og han hr bestemt sig for, at når han rammer spidsen skal han ikke se sig tilbage, skal ikke have nogen forventninger om at nogen vil deltage i føringsarbejdet, han skal bare køre.
Jo i virkeligheden en stram dramaturgi. Vi ved at han kan stikke af, vi ved at han kan nå spidsen og ved også at han formentligt kan dræbe alle i udbrudergruppe op af det sidste bjerg. Der var sådan set kun en ubekendt faktor, nemlig at Michael Rogers sad i udbruddet. Denne mega-superstærke enkelstartsrytter. Det ville have været en katastrofe, hvis Rasmussen havde slæbt Rogers i nærheden af den gule trøje. Dette problem løste Rogers så selv ved at køre direkte ind i et autoværn. Herefter var det spil til et mål og det var rimeligt klart, at Rasmussen ville vinde og eggentlig også, at han ville få den gule trøje.
Men jo stadig skønt at se på og sidde at få sig nogen brown- ales til.
Henrik Hansen
Cykelsport er jo kun, at en folk ryttere kører fra A til B og nogen kommer så før til B end de andre. Resten af indholdet skal vi digte selv.
Sådan en etape som den i søndags i Tour De France er jo egentlig simpel. Michael Rasmussen får sit hold til at holde udbrydere indebfor ca. 2 min. afstand. Så han kan køre efter dem på et tidspunkt. Han går i udbrud og kører helt op til spidsen og han hr bestemt sig for, at når han rammer spidsen skal han ikke se sig tilbage, skal ikke have nogen forventninger om at nogen vil deltage i føringsarbejdet, han skal bare køre.
Jo i virkeligheden en stram dramaturgi. Vi ved at han kan stikke af, vi ved at han kan nå spidsen og ved også at han formentligt kan dræbe alle i udbrudergruppe op af det sidste bjerg. Der var sådan set kun en ubekendt faktor, nemlig at Michael Rogers sad i udbruddet. Denne mega-superstærke enkelstartsrytter. Det ville have været en katastrofe, hvis Rasmussen havde slæbt Rogers i nærheden af den gule trøje. Dette problem løste Rogers så selv ved at køre direkte ind i et autoværn. Herefter var det spil til et mål og det var rimeligt klart, at Rasmussen ville vinde og eggentlig også, at han ville få den gule trøje.
Men jo stadig skønt at se på og sidde at få sig nogen brown- ales til.
Henrik Hansen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar