Nu er jeg jo ikke Enhedsliste vælger....

Og jeg bliver det aldrig. Jeg ved ikke om læserne kan huske formandsopgøret hos socialdemokraterne tilbage i 1993. Dengang startet næste hvert andet debatindlæg i dagspressen
( Det var jo før de glade internetdage) med "Ja, nu er jeg jo ikke socialdemokrat, men..". Og jeg er som sagt ikke enhedsliste vælger, kender da en del som er, men Enhedslisten politiske tilbud ligger ikke meget tætter på mig end DF. De har så den fordel, at de har en mere passende størrelse på tinge. Så jeg burde nok ikke kloge mig på det vælgersegment.

Men jeg ser, at der er en del skriverkarle i blogland, der endnu længere væk fra enhedslisten, som udtaler sig om den såkaldte krise i enhedsliste. En af dem mener ovenikøbet at vide, at det er noget selveste statsministeren glæder sig over. På den baggrund har jeg besluttet, at jeg også godt kan give et lille pip med.

Bagrunden er, at der mig bekendt har været en meningsmåling, der viste 1,6 % opslutning til Enhedslisten. De ville være ude af folketinget. En måling !. Og et par stykker på 2.1 % ellers 2,4-2,5 %. Den seneste meningsmåling fra Catinet 16/9 viser så faktisk 3.0 % til Enhedslisten. Altså kun 0,4 % fra resultatet ved valget i 2005. Det er inden for den statistiske usikkerhed. Partiet kan altså ifølge den måling, faktisk ligge på valgresulatet fra 2005.

Men den undersøgelse er der ikke rigtig nogen der har opdaget og da slet i Arne Hardis i Weekendavisen, som har skrevet en fuldstændig usammenhængende analyse i Weekendavisen.

Grunden til, at Catinet-undersøgelsen ikke trækkes frem, er ifølge min ringe analyse den, at den vil forstyre den historie, man gerne vil sælge. Og den historie er, at Enhedslisten er i krise og den krise skyldes, at en ung kvindelig, socialrådgiver fra Odense, som bærer en bomulds-hovedbeklædning og har en minoritets hilse-praksis, nu er en af topkandidater for Enhedslisten. Hun kan faktisk komme i folketinget, hvis partiet opnår 5 mandater. Denne analyse, synes at have ligget klar, på mange redaktioner og en del bloggerkarles harddiske siden Asmaa Abdol-Hamid blev valgt til kandidat . Asmaa Abdol-Hamid kan da i den grad får gang i analyserne. Og det er vel også rigtig, at hvis hun havde været kandidat hos de konservative eller hos socialdemokraterne, ja så kunne det da formentligt have givet noget vælgerudsving. Hos socialdemokraterne, skal man jo, hvis man er troende muslim og kandidat for partiet, åbenbart stille op til "religiøs og demokratisk clearing" hos den lokale sognepræst. Det var jo det, vi så med Rushy Rascid i Helsingør og hun går da ellers uden hovedbeklædning og hilser da mig bekendt pænt på mænd. Men så langt ud er man altså kommet hos det konglige socialdemokrati i sin iver for at gøre det besværligt for, unge mennesker med en religiøs minoritets baggrund, at stille op for partiet.

Mit første gæt vil faktisk være, at Asmaa Abdol-Hamid ikke ville provokerende Enhedslistens
vælgersegment. Men nu er hun jo entydigt af mange medier blevet gjort hovedoversagen til denne tilbagegang i vælgeropslutningen. En tilbagegang, som jeg har beskrevet faktisk er lidt usikker. Det fastslås med med så stor kraft, at det nu har dannet mægtige dønninger langt inde i partiet. Der er dannet et antireligiøs netværk og den mangeårig MF-er Kjeld Albertsen ( Åh Kjeld, vi savner de daglange debatter i folketingsalen om Bornholms-trafikken) er også blevet nervøs. Asmaa Abdol-Hamid er problemet. Så langt er det kommet, at Asmaa Abdol-Hamid er sendt på medietræning så hun kan undgår at skade partiet endnu mere. Asmaa beklager selv 23/9 på TV2.dk sin rolle i "nedturen". Det gør hun altså får dage efter, at Catinet kom med en undersøgelse, som siger at Enhedlisten har en opbakning på 3.0 %. Historie burde jo have været , at Enhedlistens tal have rettet sig op igen. Men dette pres på Enhedslisten eller måske bare jagten på den gode historie, har da i den grad virket.

Men hvis vi nu tager udgangspunkt i at Enhedslisten er for svagt nedafgående kunne man så forestillet sig andre oversager, end at Asmaa Abdol-Hamid er en markant kandidat.
Meget nemt vil jeg mene.

Enhedslisten fik sidste gang et historisk godt valg på 3,4 % af vælgerne. Jeg vil mene at der var 3 hovedoversager.

1.
De havde held og dygtighed til at finde og køre nogen meget populistiske kampagner, om meget enkle sager. F.eks- den sag med de 50 øre på dankorthævning. Jo en let sag, som ikke kræver den store klasseanalyse. Det var dygtig udført. Enhedlisten har på det nuværende tidspunkt ikke fundet sådan en sag at markere sig på.

2.
Deres fixstjerne, den meget kendte Pernille Rosenkrantz-Theil var i radioen næsten konstant . For det meste i sammenhænge, som havde meget lidt at gøre med egentlig politik ( Mads og Momopolet f.eks). Jeg mener ikke, at der er tvivl om, at Rosenkrantz-Theil trak vælgere til partiet som ikke normalt stemmer på Enhedslisten. Folk stemte på Pernille og fik jo i øvrigt af forskellige grunde, meget lidt Pernille aktivitet i folketinget.
Pernille Rosenkrantz-Theil stiller ikke op til næste valg.

3.
Enhedslisten havde ved sidste valg til højre for sig, et yderst svagt, søvnigt, usynligt og nærmest ikke ledet SF. Et SF, der også havde gennemført en intern medlemafstemning, om den dengang kommende EU-traktat. Den endte med et ret klart ja. Men det er klart, at der på taberholdet må have været nogen, som søgte med Enhedslisten.
Nu har Enhedslisten et brølende stærkt, meget profileret ledet SF til højre. De står til 15-20 mandater i meningsmålingerne. Hvordan ser det normalt ud for partier til venstre for SF, når SF er så store. Normalt ikke godt.

Hvis Enhedslisten skulle være presset nu, er det nærmest naturligt. Men den analysen, jamen så har man ikke nogen syndebukke. Også har man måske heller ikke de store overskrifter. Men man er måske lidt tætter på sandheden.

Henrik Hansen