Den bedste hund jeg har haft var en ged !.

Min bror er tømrer og han arbejdet engang på noget bygggeri på filosofvænget ( Bispebjerg) og i en forkostpause  gik snakken om hunde og så var der, en ellers tavs, tømrer af Verner eller Bent-typen, som udbrød

"Den bedste hund jeg har haft var en ged !."

Den melding skabte jo naturligvis en del interesse og forventning i kredsen . Og de næste sætningerne misket ikke interessen.

"Den hed Rufus. Åh den har mange gange stået  ude på vejen om aften og ventet på at far skulle komme hjem og hoppet op af ham når han kom. Den kunne gå ind med avisen, den have sin kurv inde ved kaminen, den kunne give pote. Den var klog som en schæfer............"

Så var der en tænkepause.

"Ja så ved jeg ikke,  så var ligesom den begyndte at trække lidt på bagbenene, blev lidt sløv og var slet ikke sim gamle glade jeg..."

Og nu kommer så det dramaturiske højdepunkt i beretningen. Ind fra højre kommer en personage som giver  historien en uventet drejning og kant.

"Så kom Jørgensen, han havde forstand på de sager. Han sagde : skal i have noget ud af den ged så skal det være nu".

Igen pause.

"Så slagtet vi den" 

Og så kom den mest vidunderligt punchline jeg nogensinde har hørt om

"Det smagte lige-som dyreryg"

-----------------------

Ja hvad kan vi så lære af det. Jo. Geder er jo dejlige dyr. Og her i Juletiden er det jo populært at som julegave, at give gavekort på geder til mennesker i Malawi og andre afrikanske lande. Går man i de tanker skulle man måske først læse den artikel fra udenrigsministeriet og i hvert fald sikre sig at geden ikke har Q-feber,

Henrik Hansen