2. nov. 2008

Kulturkamp til morgen, middags, mellem og aftensmad

Det er en særlig glæde at læse DFs beslutningsforslag, speciel dem fra den bagerste bænk.
Karin Nødgaard har fundet sin sag. Og har stillet dette beslutningsforslag til behandling i folketingssalen. Vi bringer det med sine fulde bemærkninger.

Fremsat den 30. oktober 2008 af Karin Nødgaard (DF), Pia Adelsteen (DF), Colette L. Brix (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mikkel Dencker (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Tina Petersen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om Den Lille Havfrue


Folketinget pålægger regeringen at trække Økonomi- og Erhvervsministeriets anmodning til Københavns Kommune om at udlåne Den Lille Havfrue til World Expo 2010 i Shanghai tilbage.

Bemærkninger til forslaget


Formålet med indeværende beslutningsforslag er at sikre, at Den Lille Havfrue ikke sendes til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.


Projektet for den danske pavillon til verdensudstillingen i Kina - World Expo 2010 Shanghai - blev præsenteret den 10. september 2008. Heraf fremgik det, at Den Lille Havfrue, som ellers har været opstillet på Langelinie ved København siden 1913, skal være en af hovedattraktionerne i den danske pavillon. Det er således meningen, at Den Lille Havfrue skal flyttes fra sin plads på Langelinie til Shanghai under hele udstillingen, som finder sted i tidsrummet fra den 1. maj til den 31. oktober 2010, det vil sige i turisthøjsæsonen.


Københavns Borgerrepræsentation skal dog give sin godkendelse, hvis Den Lille Havfrue skal fjernes fra sin vante plads på Langelinie og flyttes om på den anden side af jordkloden. Der bliver dog næppe de store problemer med at få Borgerrepræsentationens tilladelse. Økonomi- og Erhvervsministeriet har allerede henvendt sig til Københavns Kommune med henblik på at låne Den Lille Havfrue, og ifølge dagbladet B.T. støttes ideen af et flertal i Borgerrepræsentation bestående af Venstre, Socialdemokraterne og De Radikale (B.T.: »Opgiver kamp om Havfruen«, 14. september 2008).


Verdensudstillingen i 2010 bliver efter al sandsynlighed den største nogen sinde. Økonomi- og Erhvervsministeriet skønner, at mere end 200 lande vil deltage, og der forventes omkring 70 millioner besøgende i løbet af udstillingen. Den danske deltagelse i World Expo 2010 har et budget på 150 mio. kr. Økonomi- og Erhvervsministeriet bidrager med den ene halvdel af denne sum, mens private bidragydere giver den anden (Kilde: Faktaark om Expo 2010 fra Økonomi- og Erhvervsministeriet). Forslagsstillerne bakker fuldt ud op om Danmarks deltagelse i verdensudstillingerne. Men at udlåne Den Lille Havfrue i et halvt år til en udstilling i Kina er grotesk. Den Lille Havfrue er et nationalt klenodie, som turister fra hele verden strømmer til København for at se, og så skal den pludselig sendes væk i 6 måneder. Den Lille Havfrue er blandt de største seværdigheder i Danmark og en af de største turistattraktioner i København. Det officielle turistsite for København og omegn, www.visitcopenhagen.dk, placerer således Den Lille Havfrue blandt de ti mest anbefalelsesværdige seværdigheder, man bør se, når man besøger regionen.


Så vidt forslagsstillerne er orienteret, foreligger der ikke officielle statistikker over antallet af besøgende, men det anslås, at omkring en million besøger Havfruen hvert år (Kilde: http://hjem.get2net.dk/OSJ_INDEX/hybenrose/havfruen/dk/forside.htm). Den Lille Havfrue er også hovedattraktionen på havnerundfarterne. DFDS Canal Tours' kanalrundfart sender hvert år omkring 700.000 turister rundt i Københavns Havn. Administrerende direktør for DFDS Canal Tours, Erik Holsko, udtaler således: »Der er mange ting at se i havnen, men havfruen er den absolutte topscorer blandt turister«. Rigtig mange turister vil således blive skuffet, hvis den pludselig er væk, og direktøren mener i stedet, at man bør overveje at sende en kopi af Den Lille Havfrue (Jyllands-Posten: »Skal Den Lille Havfrue til Kina?«, 14. september 2008).


Hvis Den Lille Havfrue fjernes fra sin vante plads i hele højsæsonen, vil det få økonomiske konsekvenser for de små erhvervsdrivende i området, idet et formodet fald i antallet af turister vil reducere omsætningen for de forretninger, der er afhængige af de mange turister, der hvert år besøger området på grund af Den Lille Havfrue.


Arvingerne til skaberen af Den Lille Havfrue, Edvard Eriksen, er også imod at sende havfruen til Kina, men de erkender, at de formentligt ikke kan stille noget op for at forhindre det, idet ophavsretten til havfruen ikke krænkes. En af arvingerne, Erling Eriksen, mener, at man i stedet bør sende en kopi, og udtaler: »Vi mener, at hun er så stor en del af Danmark, at man ikke bare kan låne hende ud«. (B.T.: »Opgiver kamp om Havfruen«, 14. september 2008).


Økonomi- og Erhvervsministeriets forslag har heller ikke folkelig opbakning. I en afstemning på www.bt.dk var 83 pct. ud af 6.700 personer imod at sende havfruen til Kina. Den Lille Havfrue ejes dog af Københavns Kommune, og da det ser ud til, at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation er indstillet på at sende havfruen bort, er det op til Folketinget at forhindre det. Forslagsstillerne havde håbet på, at den nye økonomi- og erhvervsminister havde trukket anmodningen til Borgerrepræsentation tilbage. Da det endnu ikke er tilfældet, håber forslagsstillerne, at et flertal i Folketinget vil bakke op om indeværende forslag.


Jeg er speciel glad for at vi får defineret begrebet, folkelig opbakning. Folket er altså en internet afstemning på BT. Jeg har hidtil troet at folket og folklige værdier kun
fantes på landet
og måske på Herning svineslagteri.

Men altså et beslutningforslag om, at Økonomiministeren ikke må anmode om at låne en kultur/kunst-genstand af Københavns Kommune. Vi er meget langt nede i ministerens beslutningsmyndighed her. Det er meget lidt der er tilbage af den udøvende magt når DF holder i tovet.

Hvad angår sagsindholdet. Den er en meget stor udstilling, vi vil gerne komme med noget særligt. Havfruen kan flyttes. Nå ja. Det giver ingen mening speciel i kopilandet Kina, at møde op med en kopi. De 70 milioner besøgende kan vel på langt sigt give nogen indtægter. Vi skulle gerne have mere i København, at byde på, end Edvard Eriksen lille skulptur. Hun kommer tilbage til sin plads igen. No big Deal.


Henrik Hansen

Ingen kommentarer: